
Dette forløb skal handle om hjertet eller mere specifikt om vores følelser. Vores følelser er ifølge Biesta en bro til verden. Følelserne er den kraft, der drager os mod andre mennesker og vores omgivelser. Gennem følelserne er vi i kontakt med verden på en måde, der rækker ud over vores tanker om den. I dette forløb skal vi se eksempler på, hvordan det ser ud, når mennesker absolut ikke har en følelsesmæssig forbindelse, eller direkte afviser den. Vi skal se mennesker, der enten ikke kan blive kloge på hinanden, eller ikke vil blive kloge på hinanden.
I dette forløb skal eleverne læse et digt af Vita Andersen og en novelle af Thomas Korsgaard. Her kommer fokus til at være på det, sociologen Hartmut Rosa kalder resonans. Hartmut Rosa stiller en samtidsdiagnose af moderniteten, hvor han beskriver, hvordan tempoet generelt i samfundet er blevet skruet op. Man skal nå mere og mere, og på grund af denne acceleration skaber det den konsekvens, at det er svært at få plads til de øjeblikke, hvor man oplever ægte nærværende møder med andre mennesker. Dette kalder han for fremmedgørelse, som er det modsatte af resonans (Pedersen & Tanggard 2026 s 3).
Fremmedgørelsen er, når mennesker ikke længere berøres af verden, men i stedet forsøger at beherske og kontrollere den. Verden bliver i fremmedgørelsen stum og flad samt tømt for mening og liv. Mennesket føler sig dermed fremmed over for sin omverden, og livet bliver reduceret til noget, der skal ordnes og overstås (Ibid. s 6).
Resonans er her det som sker, når vi er mere på bølgelængde med vores omgivelser. Det er det som sker, når vi lader os blive bevæget af verden og mærker affekt, men også afgiver en emotionel respons. Derfor sker det også som en bevægelse udefra og ind samt indefra og ud. Resonans skal altså ses som en relation mellem subjekt og verden, hvor subjekt og verden gensidigt berører og ændrer hinanden (Rosa 2020 s 32-33). I dette forløb skal eleverne introduceres til begrebet resonans, hvor de også selv skal arbejde med, hvornår de føler sig på bølgelængde med verden.