Denne lille bog skal ses som en praktisk introduktion til dig, som er underviser i danskfaget, der ønsker at lave litteraturundervisning, som rækker ud over elevernes eksamen og faglige mål. Det er til dig som underviser, som ønsker at lave undervisning, der kan skabe inspirerende dialoger, som kan gøre både dig selv og eleverne opmærksomme på, hvordan vi lever i og med verden.
Indholdet i denne bog er direkte inspireret af den pædagogiske filosof Gert Biesta og hans tanker om verdensvendt uddannelse. Verdensvendt uddannelse kan forstås som et modsvar til en uddannelseskultur præget af politisk målstyring, fastlagte læringsmål og stringente læreplaner. Biestas ambition er at minde os om, at elever og studerende ikke blot er objekter for effektive pædagogiske interventioner, men subjekter i egen ret (Biesta 2022 s 22). Motivationen for at rette blikket mod en verdensvendt uddannelse udspringer også af rapporter og undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning, som peger på et accelereret ungdomsliv præget af tempo, præstation og psykologisering. Mange unge oplever mistrivsel, blandt andet som følge af samfundsmæssige og politiske rammer, der lægger pres på dem for hurtigt at gennemføre uddannelse og præstere på et højt niveau (Katznelson, Görlich og Pless 2022 s 76). I lyset af dette ser jeg det som relevant at skabe undervisning, der også minder eleverne om, at de eksisterer som mennesker i egen ret.
Målet med denne bog er at inspirere og give et kvalificeret bud på undervisning, der opmuntrer elever til at træde frem som selvstændige mennesker, samtidig med at den minder dem om vores fælles eksistens og ansvar for verden. Det er en undervisning, der giver plads til, at elever kan møde modstand. For når noget eller nogen modsætter sig vores intentioner, initiativer eller handlinger, bliver vi ifølge Biesta mindet om, at verden eksisterer i sin egen ret og med sin egen integritet (Biesta 2024 s 30-31). Undervisning må i den sammenhæng forstås som en handling, der retter elevernes opmærksomhed mod verden og mod det liv, vi skal leve sammen med andre. Uddannelse bør derfor give elever tid og rum til både at møde verden og til at møde sig selv i relation til verden.
Skønlitteraturen skal i denne sammenhæng forstås som et rum, der kan facilitere unges dialog med verden og give dem mulighed for at møde modstand. Biesta beskriver at kunst og litteratur rummer både mørke og håb, glæde og smerte, energi og entusiasme. Netop derfor kan litteraturen åbne for erfaringer, hvor elever ikke blot konfronteres med modstand, men også får mulighed for at gennemleve den frem for at trække sig fra den. Litteraturen kan således betragtes som et eksistentielt rum, hvor elever kan udforske grundlæggende menneskelige og eksistentielle temaer. Den har potentiale til at føre elever hen til erfaringer, perspektiver og erkendelser, som de ikke nødvendigvis ville kunne nå frem til på egen hånd (Ibid. s 57).
Denne bog giver en introduktion til dele af Gert Biestas teori og viser, hvordan den kan omsættes til undervisningspraksis. Bogen præsenterer tre undervisningsforløb med overskrifterne Hoved, Hånd og Hjerte. Ifølge Biesta repræsenterer disse tre kvalitativt forskellige måder, hvorpå mennesker kan være i dialog med verden. Hvert forløb tager udgangspunkt i relevant skønlitteratur, som har til formål at gøre eleverne opmærksomme på, hvordan de forskellige kanaler kan åbne for dialog med verden. Forløbene indeholder spørgsmål til teksterne, forslag til klassedialoger samt øvelser, der kan anvendes i undervisningen. Det kan være nødvendigt at læse den teoretiske introduktion, før man arbejder med forløbene. Dette afsnit introducerer de centrale begreber, modeller og teoretiske perspektiver, som danner grundlag for arbejdet med bogens tekster og undervisningsforløb.
Forløbene er udviklet, så de kan gennemføres fra begyndelse til slutning som et sammenhængende undervisningsforløb. Samtidig er det muligt selv at kombinere, tilpasse og sammensætte tekster, øvelser og aktiviteter, så de passer til ens egen konkrete undervisningssituation og elevgruppe. Et vigtigt formål med denne bog er desuden at inspirere dig som underviser til selv at opsøge nye tekster og udvikle egne veje til en mere verdensvendt undervisning.