Forløb del 1

Hoved

Storm P. tegning af klovn og mand

Det første forløb sætter hovedet og tanken i centrum. Det skal handle om tanker og identitet, og hvordan de to elementer måske ikke altid stemmer overens. Når det handler om hovedet, skal man med Biestas perspektiv huske på, at vi altid går ind i verden med vores egne tanker. Problemet er dog, at verden ikke altid fremstår som vi tænker om den. Biesta pointerer det problem, at det kan være svært at acceptere, når verden ikke stemmer overens med vores forestillinger om den. Dette kan skabe frustration og bebrejdelse, og i værste tilfælde føre mod verdensdestruktion. Dette kan ske i mødet med et andet menneske, hvor vi oplever, at de forestillinger vi har ikke er neutrale billeder. Ligeledes kan det ske i forholdet mellem vores identitet, krop og verden (Biesta 2024 s 44-45).

I dette forløb skal eleverne introduceres til teori og modeller samt læse Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus. Når det handler om hovedet, er hovedpersonen Erasmus Montanus som karakter spændende at tage med ind i undervisningen, fordi hans identitet er bundet op på at være studerende. Han elsker at diskutere samt fremstå vidende og lærd. Hans mål er ikke at blive klogere af diskussionen, men derimod at vinde. Der er derfor med denne tekst lagt op til gode diskussioner om værdien af at fremstå klog, dygtig og vidende. Grundet et ensidigt fokus på hovedet som kanal har Montanus en manglende evne til at indgå i en reel dialog med sine omgivelser. Dette skaber afstand til verden omkring ham, samtidig med at hans egen identitet og handlekraft undergraves af en ensidig orientering mod status, lærdom og anerkendelse. Dette gør teksten velegnet som afsæt for refleksioner over, hvad det vil sige at være i dialog med verden frem for blot at forsøge at fremstå klog.