Forløb

Introduktion til forløb

Bogen indeholder tre forløb, der er struktureret omkring overskrifterne: hoved, hånd og hjerte. Ifølge Gert Biesta repræsenterer disse tre begreber forskellige måder, hvorpå mennesker kan indgå i dialog med verden. Ved at organisere forløbene omkring disse tre perspektiver er intentionen, at eleverne gennem hvert forløb introduceres til en ny måde at forstå og skabe en relation til verden på. De tre kanaler skal forstås på følgende måde:

Hoved, hånd og hjerte

Hoved: Hovedet handler om, hvordan vi tænker om verden. Verden fremstår her som et objekt for vores tanker, både i dens materielle og sociale former. Denne måde at knytte an til verden på, kan ses som værende en distanceret tilknytning, idet vi altid tænker vores egne tanker om verden.

Hånd: Håndens — eller kroppens — arbejde udgør den mest direkte forbindelse til verden. Når hånden ikke blot fungerer som et redskab for hovedet, bringer den os tættere på, hvad det vil sige at være i dialog med verden. Uanset hvordan vi tænker om verden, ændrer den sig ikke. Vi er tvunget til at følge den fysiske og materielle verdens tempo og rytme — en verden, der dermed har sin egen integritet.

Hjerte: Mellem hoved og hånd finder vi hjertet og dermed følelsernes område. Følelserne fungerer som en bro til verden og som den kraft, der drager os mod andre mennesker og vores omgivelser. Gennem følelserne er vi i kontakt med verden på en måde, der rækker ud over vores tanker om den.

(Biesta 2024 s 44-47)

For at eleverne kan skabe dialog, vil hvert forløb indeholde spørgsmål, der kan åbne op for teksterne. Det er spørgsmål, der er udformet således, at de kan besvare Biestas tre spørgsmål: Hvad forsøger det her at vise mig? Hvad forsøger det her at sige mig? Hvad kræver det her af mig? Det er udformede spørgsmål, som skal understøtte eleverne i at bruge modellerne samt finde modstand og eksistentielle temaer i teksterne. Hertil er spørgsmålene udformet med den tanke, at de skal besvares i gruppearbejde.

Hvert forløb vil også indeholde nogle refleksionsøvelser. Det er nogle øvelser, hvor eleverne skal forbinde de skønlitterære tekster med et samfundsmæssigt problem. Det er et problem, der står i relation til nogle af tekstens temaer, og hvor de kan benytte karaktererne til at blive klogere på problemet, emnet og dem selv som subjekt. Det er gennem disse spørgsmål, eleverne mere direkte kan blive mindet om deres egen subjekthed.

Til hver tekst, vil der også være en lille guide, hvor der står beskrevet, hvordan man kan arbejde med teksterne. Jeg vil anbefale, at man selv prøver at besvare spørgsmålene og benytter modellerne, inden man tager dem med ind i undervisningen. Det kan være relevant, at man har en praktisk forståelse for, hvordan man går til en tekst, inden man præsenterer den for eleverne. Hertil kan det også være godt at se, hvilken dialog man selv kan skabe med teksterne. Alle tekster kan findes under fanen materialer.