Du er nu kommet gennem den teoretiske introduktion og er blevet præsenteret for forskellige perspektiver på, hvad det vil sige at være verdensvendt. Som tidligere nævnt er det en ambition med denne bog, at du som underviser efter endt læsning også selvstændigt kan udvikle egne undervisningsforløb. I det følgende præsenteres en række perspektiver på underviserens rolle i undervisningen. Formålet er at give inspiration og refleksionspunkter, som kan understøtte arbejdet med at afklare egne ambitioner og didaktiske valg i undervisningen.
Som underviser er det din opgave at rette elevernes opmærksomhed mod noget, du vurderer er væsentligt og relevant at undersøge nærmere. Samtidig er det vigtigt at fastholde undervisningen som en fælles udforskning. Det kræver, at du som lærer møder både tekster, emner og elever med åbenhed. Undervisningen bør derfor ikke blive moraliserende eller styret af en på forhånd fastlagt fortolkning, som eleverne forventes at overtage. Undervisningen skal derfor være dialogbaseret og bevæge sig væk fra monolog og instruktion. Dialog betyder, at der er plads til forskellige perspektiver og fortolkninger. Den handler også om relationen mellem lærer og elever, og om villigheden til at lade sig udfordre af elevernes tanker og erfaringer. I den forstand må undervisningen også godt blive et sted, hvor læreren selv lærer noget nyt og bliver klogere på sine elever.
Det betyder ikke, at du som underviser skal afholde dig fra at udfordre eleverne. Hvis eleverne skal møde dem selv i undervisningen, kræver det også modstand. Derfor må du også gerne have ambitioner og hensigter med undervisningen. Det er som sagt dit job at pege på noget vigtigt og derfor må du også gerne pege på perspektiver eller temaer og emner, som det kunne være relevant at diskutere med eleverne.
At det er dig som underviser, som skal pege på noget vigtigt, betyder også, at denne type undervisning sætter høj værdi i din erfaring og din relationskompetence. Det er dig som underviser, der kender eleverne bedst, og derfor er det også dig som bedst ved, hvordan man får den gode dialog ud af dem. Det handler også om, at det er dig, der kender deres livsverden, og dermed også en del af den verden, de skal vendes imod. Jeg håber derfor også, at du med dette undervisningsmateriale ser det som en mulighed for at lære elevernes liv og verden bedre at kende.
