Forløb del 3 — Hjerte

Thomas Korsgaard — Snak

I Thomas Korsgaards novelle Snak ser man den totale afvisning af god kommunikation og ærlig forbindelse. Drengen Theo har fået ødelagt sine briller af drengen Kevin, der har slået ham. Theo er ikke meget for at skulle fortælle dette til sin far, for det betyder, at man skal konfrontere sine problemer. Theos far er psykolog og repræsenterer den holdning, hvor problemer og konflikter skal løses gennem en konstruktiv samtale, så man kan få talt ordentligt ud og få sagt undskyld. Faren tager derfor Theo med ud på en tur til Kevin, så de kan få snakket. Men faren møder her sin diametrale modsætning. Kevins far Åge har ikke den store interesse i at skulle indgå i en samtale om sin søns problemer. Åge fremstår i historien aggressiv og er hertil en mand, der løser sine problemer med verbal vold og kontant afregning.

I arbejdet med Thomas Korsgaards novelle kan det være godt at fokusere på modsætninger. De to fædre viser hver sin måde at håndtere en konflikt på, og novellen kan ses som et udtryk for, hvordan manglende åbenhed skaber fremmedgørelse. Denne manglende åbenhed fra Åge er også aggressiv, og her ser man også i novellen et eksempel på verdensdestruktion. Åges afvisende adfærd giver ikke plads til andres subjekthed, og derfor får Theos far aldrig muligheden for at tale tingene igennem. Theos far kan her ses som et menneske, der lever i mellemzonen. Han giver plads til alles eksistens og prøver også at give plads til Åges. Theos far kan hertil også ses som en, der forsøger at opmuntre hans søn til at eksistere som subjekt. Idet, at han opfordrer sin søn til konstruktive samtaler, kan det ses som et udtryk for at forsøge at skubbe sin søn mod mellemzonen og væk fra selvdestruktion.

Øvelse 1 — Tekståbnere

  1. Hvad handler novellen om, og hvilken modstand kan I læse i digtet?
  2. Lav en karakteristik af Theos far og Åge. Hvordan er de hinandens modsætninger?
  3. Hvordan kan man se fremmedgørelse i denne tekst?

Øvelse 2 — Mellemzone-Modellen

  1. Prøv at placere Theo, hans far og Åge i Mellemzone-modellen.
  2. Befinder Theo sig i mellemzonen, når han nu ikke vil konfrontere Kevin? Diskutér for og imod.
  3. Hvor kan man placere Theos far og hvorfor?
  4. Hvor kan man placere Åge, og hvordan kan hans adfærd have betydning for de andres placering?

Øvelse 3 — Parks-Eichmann paradokset

  1. Prøv at sætte de tre karaktere ind i Parks-Eichmann paradokset
  2. Hvor vil I placere Theo?
  3. Hvordan prøver faren at påvirke Theos eksistens?
  4. Hvilken betydning har Åges adfærd for at kunne eksistere som subjekt?

Øvelse 4 — Refleksionsøvelse

Læs denne artikel fra Zetland af Sebastian Lynggaard, og læg mærke til hvilke problematikker han beskriver om mænd og følelser. https://www.zetland.dk/historie/sOJApdJB-a8Y7GgDx-88aa9

  1. Hvilke overordnede problematikker præsenterer Sebastian Lynggaard i hans tekst?
  2. Hvordan står mandeidealer i vejen for følelsesmæssige forbindelser mellem mænd?
  3. Hvordan kan idealer stå i vejen for at eksistere som subjekt?
  4. Hvordan kan idealer stå i vejen for at befinde sig i mellemzonen?
  5. Benyt teksterne fra dette forløb til at beskrive, hvilke problemer der kan opstå når idealer styrer vores adfærd.
  6. Hvor oplever I selv idealer, der begrænser jer?