Cecilie Lind — Mit barn (Uddrag)

I Cecilie Linds langdigt Mit Barn ser man meget eksplicitte og realistiske beskrivelser af en fødsel. Det er beskrivelser fyldt med lort og blod, og en endetarm der brister, samtidig med at hendes barn bliver født. Dette digt er fyldt med safter og en krop, der er ved at gå i stykker. I Cecilie Linds digt ser man beskrivelser fyldt med kropslig frustration samt en spirende angst over at skulle indtage rollen som mor. Vi ser i dette digt en mor, der får travlt med at skulle yde omsorg for sit nye barn. Men her er det måske ikke bare morens barn, der har brug for omsorg, men også moren selv.

I arbejdet med Cecilie Linds digt kan det være godt at fokusere på, hvad det kræver for at kunne eksistere som subjekt. I digtet ser man en ødelagt krop grundet fødslen, men samtidig viser teksten forventninger til moren, der ikke stemmer overens med kroppens muligheder. Der er en kæreste, der mener hun har en forkert mentalitet, når hun ammer. Det er en læge, der ikke tager højde for de smerter, hun oplever efter fødslen. Det er hertil naboer, der konstant flytter barnevognen, fordi de synes den fylder. Der er dermed eksempler på en verdensdestruktiv adfærd, der ikke respekterer kroppe, der har brug for at kunne eksistere i egen ret.

Mellem kropsbeskrivelserne ser man også et personale på hospitalet, der holder den nylige mor i gang. Det er jordemødre, der hjælper hende med amning, yder omsorg og roser hende som mor. Det er en omsorg, der gør det lyriske jeg rolig og stolt. Teksten kan her være med til at vise, hvordan omsorg for kroppe kan være en forudsætning for at kunne tage det ansvar, der ligger i at være mor, men også et subjekt.